Den, der for første gang arbejder med en sprogmodel, ser noget virke. Der kommer et svar, svaret er ofte korrekt nok, og konklusionen ligger lige for: dette kan mere. Den konklusion er ikke forkert, men den bygger på et enkelt øjeblik i et enkelt vindue. Et chatvindue viser, om en model kan besvare et spørgsmål. Det viser ikke, om organisationen bag den kan stille spørgsmålet rigtigt, levere de rigtige data, og lade svaret lande i en beslutning, der betyder noget.
Det skel er grunden til, at pilotprojekter ofte starter, men sjældent skaleres op. Pilotprojektet beviser, at teknologien kan noget. Det beviser ikke noget om de syv dimensioner, der afgør, om organisationen også kan bære det: fra organisation og ledelse til IT-infrastruktur, datastyring, processer, mennesker, governance og kultur. Et chatvindue tester ét praksiseksempel, på ét tidspunkt, med én bruger. Det siger ikke noget om, hvad der sker, når hundrede brugere stiller samme spørgsmål, med data der ikke altid er rene, i en proces der ikke er indrettet til et svar, der varierer.
Modenhedsmålingen fra hybridresourcing kigger ikke på en opgave eller et svar, men på laget under det: spørgsmålet om, hvorvidt organisationen som helhed er klar til at arbejde med AI, og ikke bare til at eksperimentere med den. Det sker over fem niveauer — baseline, foundation, activation, insight, intelligence — og over syv dimensioner, der sammen afgør, hvor en organisation står. Ikke hver dimension vejer lige tungt på ethvert tidspunkt. De fundamentale dimensioner, såsom organisation og IT-infrastruktur, går forud for de dimensioner, der er afhængige af dem. Det er ikke et valg fra vores side, men den rækkefølge, det virker i: uden en velfungerende infrastruktur har god datastyring ringe effekt, og uden klar beslutningstagning har en god infrastruktur ringe effekt.
En vigtig del af målingen er plot-runden. Flere personer i organisationen scorer separat, uden at se hinandens svar. Det, der kommer ud af det, er ikke kun en placering på fem niveauer, men også spredningen mellem, hvad forskellige personer tror er sandt. En direktion, der tror, at organisationen befinder sig på niveau activation, mens IT placerer sig selv på baseline, har et problem, der er større end gennemsnittet. Den spredning er ofte mere informativ end selve scoren: den viser, hvor organisationen er uenig med sig selv, og det er præcis der, et pilotprojekt sætter sig fast, uden at nogen kan pege på hvorfor.
Modenhedsmålingen giver ikke svar på spørgsmålet om, hvilke opgaver AI kan overtage. Den siger ikke noget om, hvor meget tid en funktion bruger på en bestemt handling, og ikke noget om, hvad der sker, når den handling forsvinder. Den måler beredskab, ikke overtagelse. En organisation kan score højt på alle syv dimensioner og alligevel ikke have identificeret en enkelt opgave, der er klar til at blive overdraget. Omvendt kan en organisation være fuld af opgaver, der udmærket lader sig automatisere, mens organisationen selv endnu ikke er indrettet til at lade det ske forsvarligt.
Målingen fortæller heller ikke, hvilke beslutninger der må eller ikke må automatiseres — det er et spørgsmål, der fortjener sin egen opmærksomhed, blandt andet i oversigten over beslutninger, der bør forblive uden for automatiseringens rækkevidde. Og scoren siger ikke noget om, hvad der i praksis mangler af dokumentation: den, der vil vide hvad der skal stå i en beslutningsoversigt, finder det ikke i et niveau eller en dimension, men i et separat forløb.
Hvad målingen derimod gør, er at give klarhed om udgangspositionen. En lav score på en af de syv dimensioner betyder ikke automatisk, at der er noget grundlæggende forkert; det betyder, at der er to mulige veje, og hvilken af de to der gælder, varierer fra organisation til organisation — en forskel, der uddybes videre på siden, der beskriver de to scenarier ved en lav score. Den, der vil begynde med sit eget skøn, kan gøre det på siderne, der behandler organisationens egen modenhed og IT-infrastrukturens modenhed som to af de syv dimensioner, den fulde måling er bygget på.
Denne opdeling er bevidst. En organisation, der først vil vide, om AI giver den noget, stiller et andet spørgsmål end en organisation, der vil vide, om den er forberedt til at anvende AI forsvarligt. Begge spørgsmål er legitime, men de kræver forskellige redskaber. Den, der lader begge spørgsmål løbe sammen, får et svar, der ikke passer godt til nogen af dem: en score, der lyder som en opgaveanalyse, eller en opgaveanalyse, der lader som om den siger noget om organisatorisk beredskab.
Modenhedsmålingen, med de fem niveauer, de syv dimensioner og plot-runden, er i øjeblikket under opbygning. Der findes endnu ikke et miljø, hvor man kan logge ind og score i dag. Den, der er interesseret i dette, kan tilmelde sig ventelisten og bliver holdt opdateret, så snart målingen er tilgængelig.
Når organisationens beredskab først er kortlagt, står det andet spørgsmål stadig ubesvaret: hvilken del af arbejdet selv, der reelt lader sig overtage. Det er ikke noget, denne måling går ind på, og det er heller ikke meningen. Det spørgsmål besvares af arbejdsscanningen fra FTE TO AI, som pr. opgave beregner, hvilken del af arbejdet der er egnet til at blive overtaget af AI — et beregningsarbejde, der først betyder noget, når den organisation, det lander i, også reelt er klar til at bære det.
Vraag maar wat er moet staan voordat AI in uw organisatie kan landen.
Answers come from this site’s knowledge base. Not tailored advice, and not a scan of your company.