Af de syv dimensioner i modenhedsmålingen er organisation den dimension, der oftest bliver undervurderet. Hvor IT-infrastruktur og datamanagement kan udpeges som systemer, koblinger eller datasæt, handler organisation om noget mindre håndgribeligt: hvem der beslutter, hvem der er ansvarlig, når en AI-løsning gør noget, som ingen havde forudset, og om der findes et sted, hvor den type spørgsmål samles. Mange organisationer starter pilotprojekter uden at have besvaret disse spørgsmål. Det er netop derfor, at pilotprojekter går i stå — ikke fordi teknikken svigter, men fordi der ikke er nogen, der skal stå til ansvar for teknikkens resultat.
Modenhedsmålingen ser ved denne dimension ikke på, hvad en organisation siger, den vil, men på hvad der er strukturelt fastlagt. Findes der en rolle, der er ejer af AI-initiativer, eller afhænger det af, hvem der på et givet tidspunkt er engageret? Findes der en proces til at vurdere et pilotprojekt, før det skaleres op, eller opfindes det fra sag til sag? Ved en teamleder, hvem han skal gå til, hvis en AI-løsning tager en beslutning, han ikke kan forklare? Det er ikke spørgsmål om ambition. Det er spørgsmål om struktur, og struktur er præcis det, der afgør forskellen mellem et niveau og det næste.
De fem niveauer — baseline, foundation, activation, insight, intelligence — beskriver en opbygning. På baseline er der intet fælles billede af, hvem der beslutter hvad; initiativer opstår her og der, uden at nogen samler dem. På foundation findes der en første form for ejerskab, ofte hos en enkelt funktion eller afdeling, men uden at resten af organisationen er klar over det. Activation betyder, at beslutningstagning om AI har fået en fast plads, med en proces, der følges af mere end én person. Insight tilføjer, at organisationen lærer af tidligere initiativer — succeser og fiaskoer bliver registreret og brugt. Intelligence er det niveau, hvor organisationsstrukturen selv bevæger sig i takt med, hvad AI-løsninger kræver, i stedet for at AI skal indpasse sig i en struktur, der ikke er bygget til det.
Det vanskelige ved denne dimension er, at det billede, direktøren har af sin egen organisation, sjældent stemmer overens med billedet hos driftsdirektøren eller IT-lederen. Den ene tror, der er et klart ejerskab; den anden ved ikke, hvem han skal gå til. Derfor arbejder målingen med en plot-runde: flere personer scorer hver for sig, og spredningen mellem deres svar bliver synlig. Denne spredning er ofte mere informativ end gennemsnittet. En organisation, hvor alle scorer lavt, ved i hvert fald, hvor den står. En organisation, hvor scorerne spreder sig meget, har et andet problem: der er intet fælles billede af egen beredskab, og det er i sig selv et tegn på, at niveauet ligger lavere, end den højeste score antyder.
At hæve niveauet på dimensionen organisation afhænger ikke af en investering i software eller en ny afdeling. Det afhænger af, om der er udpeget en person, der bærer ansvaret for AI-initiativer, af om der findes en proces, hvormed et pilotprojekt kan vurderes, før det går videre, og af om de personer, der arbejder med AI-løsninger, ved, hvem de kan gå til. Hos nogle organisationer er det et spørgsmål om at nedskrive noget, der allerede findes uformelt. Hos andre organisationer er denne struktur helt fraværende, og at hæve niveauet betyder, at der først skal tages en beslutning om, hvem der har ansvaret for hvad — en beslutning, som ikke kan overlades til et værktøj.
Denne dimension står ikke alene. Hvad organisationen beslutter om ejerskab, hænger sammen med, hvad der er nødvendigt inden for privacy og sikkerhed, for uden en udpeget ansvarlig forbliver det uklart, hvem der giver tilladelse til adgang til følsomme data. Det hænger også sammen med mennesker og kompetencer, fordi en proces uden mennesker, der kan udføre den, forbliver en proces på papiret. Og det hænger sammen med etik, fordi spørgsmål om ansvar ved et uventet resultat netop er de spørgsmål, disse to dimensioner deler. Rækkefølgen her er ikke et spørgsmål om præference: grundlæggende dimensioner som organisation kommer før de afhængige, simpelthen fordi en proces for beslutningstagning skal være på plads, før der er noget at beslutte.
Denne måling siger intet om, hvilken del af arbejdet i organisationen der er egnet til AI, og heller intet om, hvad det arbejde koster i dag. Den måler, om organisationen kan bære AI — ikke hvad AI kan tage over. Det er et andet spørgsmål, med et andet redskab: arbejdsscanen fra FTE TO AI beregner pr. opgave, hvilken del af den AI kan tage over, baseret på hvordan arbejdet er indrettet i dag. Disse to billeder — hvad organisationen kan bære, og hvad arbejdet kan give fra sig — bør man først lægge sammen, når man kender begge dele.
Modenhedsmålingen, inklusive plot-runden med flere respondenter, er stadig under udvikling. Den, der vil bruge målingen, så snart den er tilgængelig, kan sætte sig på ventelisten. Der er endnu intet at bestille; men der er et sted, hvor man kan blive orienteret, når det ændrer sig.
Vraag maar wat er moet staan voordat AI in uw organisatie kan landen.
Answers come from this site’s knowledge base. Not tailored advice, and not a scan of your company.